Om mig & bloggen

Hjertelig velkommen til Eponas dagbog
Her skriver jeg og deler billeder af kreativiteter, madopskrifter, genbrugsfund, min have, bøger, udflugter, hverdagsøjeblikke og en hel masse andet. Jeg elsker hverdagen. At fotografere, blomster, smukke ting og forsøger at gøre noget dagligt, der fylder mig med glæde. 
Indenfor det kreative er jeg især fascineret af enkle natur materialer og at skabe ting ud af genbrug. Hvis jeg kan lave noget ud af ting, der egentlig er kasseret, er det en særlig udfordring og glæde. Jeg laver ikke kun ting af genbrug, men genbrugskreativitet har en særlig plads i mit hjerte.
Madmæssigt læner jeg mig op ad det økologiske, enkle og også gerne danske køkken. Jeg kan godt lide at eksperimentere og gør det gerne, men jeg er også super glad for traditionel mormormad. Opskrifterne på bloggen er primært lette, lækre og enkle hverdagsretter, desserter og bagværk, da det er her jeg har min interesse og kompetence. Jeg springer også over, hvor gærdet er lavest indimellem og køber en færdig pizzadej eller lignende. Jeg elsker at lave mad og bage, når jeg har tid. Andre gange fylder andre aktiviteter mere og i de situationer vælger jeg de færdige og hurtige løsninger. 
Min have er ikke særlig stor. Vores grund er på 400 m2 og huset fylder de 75. Forhave samt indkørsel og gangarealer tager en del m2. Tilbage er der omkring 200 m2 baghave/gårdhave, som jeg knuselsker. Det er her jeg slapper af, leger med farve- og blomstersammensætninger, pynt og udendørsnips. Da jeg er en visuel æstetiker, er det vigtigt for mig at komme hjem til - samt befinde mig i smukke omgivelser, både ude og inde. 
Jeg er glad for naturen, skønne natur oplevelser fylder en del her på bloggen, men jeg tiltrækkes også af byen, smukke huse, stemningsfyldte gårdhaver, små sjove butikker og cafeer. 
Og hvem er så Epona? Jo, egentlig er Epona navnet på en gallisk gudinde, der stod for hestenes, æslernes og muldyrenes beskyttelse. Men nok så vigtigt for mig, er Epona navnet på en helt særlig og speciel hestepersonlighed. Jeg har en lang fortid som inkarneret hestetosse med flere egne heste. Da jeg havde flest, stod der fem skønne dyr i stalden. Jeg har elsket alle mine heste gennem tiden. Alle har de været skønne og dejlige personligheder. Men én trænger sig særligt på, nemlig Epona. Hun var en ener. Sådan én man er heldig, hvis man møder, blot én gang i livet. Deraf navnet på bloggen. 
I flere år har jeg haft lyst til at lave min egen blog. Jeg har nydt at læse andres, at blive inspireret, glædet, bevæget. Men føromtalte heste betød at en stor del af min fritid blev tilbragt i stalden, med mindre tid til andet som følge. Jeg har ikke heste længere og derfor har jeg fået en helt uvant mængde tid, hvilket har gjort det muligt for mig, at prøve kræfter med blog-verdenen. Spændende og givende. Jeg bruger min blog som en slags online dagbog og fotoalbum. Et sted at gemme ideer, billeder, opskrifter og dejlige oplevelser. Kan jeg herved give inspiration og ideer videre til andre, vil det være mig en glæde og en ære. 
Alt i alt, må jeg nok konstatere, at Eponas dagbog er et "rodsammen" af lidt af hvert :) Men du skal være så hjertelig velkommen her i min blandede landhandel. Har du spørgsmål, eller lyst til at skrive en hilsen eller en kommentar til mig, er du mere end velkommen. Du kan også altid nå mig på eponasdagbog(a)gmail.com 

Kommentarer

Dette kunne også interessere dig